OKTOBER 2023 

 

Alexander Fjord Nielsen tildelt Lars Waage Prisen 2023

Søndag den 10. september blev det offentliggjort, at Den Fynske Opera og Den Fynske Operas Venner havde tildelt Alexander Fjord Nielsen den prestigefyldte Lars Waage Pris. Overrækkelsen af prisen på 25.000 kr. fandt sted i salen på Den Fynske Opera. Udover prisen og den kontante belønning modtog Alexander Fjord Nielsen som et bliven-de minde et grafisk værk skænket af Gallerie Rasmus. 

Efter prisoverrækkelsen sang Alexander i cirka en time, og de mange tilstedeværende fik her lejlighed til at bedømme prismodtagerens potentiale. Alexander blev akkompag-neret af Britt Krogh Grønnebæk. 

Det var gratis at overvære prisoverrækkelsen og koncerten. Man skulle dog bestille billet, og det havde mange gjort. Desværre var det langt fra alle med billet, der kom. På Den Fynske Opera anses dette som et stigende problem, og man oplever ofte, at personer med årskort bestiller billet uden at møde frem. Vi skal derfor kraftigt opfordre til, at man giver besked til operaen, hvis man bliver forhindret i at benytte en rekvireret billet.

 

DFOV-Matiné med Asmus Hanke Frederiksen

Søndag den 5. november kl. 16.00 inviterer vi igen medlemmerne til en matiné i foyeren på Den Fynske Opera. Denne gang kan man høre Asmus Hanke Frederiksen akkompagneret af Ulrich Stærk.

 Asmus Hanke Frederiksen, der er født i 1997, startede sin musikalske karriere i København, men har nu slået rødder med sin familie på Fyn. Til daglig tager han sin kandidat ved Syddansk Musikkonservatorium i Odense, hvor han i 2022 var vinder af konservatoriets solist-konkurrence. Asmus er allerede en eftertragtet solist, som man i sæson 2022/23 kunne opleve med Odense Symfoniorkester som bassolist i Händels “Messias” og Ravels “Don Quichotte à Dulcinée”. I denne sæson lagde han ud med at spille Æneas i Purcells “Dido og Æneas” med Opera Nordsjælland og kunne senest opleves som barytonsolist i Brahms' “Ein Deutsches Requiem” med Sønderjyllands Symfoniorkester. Til december glæder Asmus sig til at bevæge sig længere ind i operaens verden, når han debuterer som Schaunard i Helsingør Kammeroperas opsætning af Puccinis “La Bohème”.

 Asmus Hanke Frederiksen har valgt nedenstående program til matinéen:

  1. Griebel (1866-1940) – Arie af Don Juan de Maraña
    W. A. Mozart (1756-1791) –
    Deh Vieni Alla Finestra (Don Giovanni)
    M. Ravel (1875-1937) - Don Quichotte a Dulcinée
    T. Griebel (1866-1940) – Den Flyvende Hollænder
    T. Griebel (1866-1940) –
    Drages du ung
    C. Nielsen (1865-1931) – I aften

  2. A. Mozart (1756-1791) - Rivolgete a Lui lo Sguardo (Così Fan Tutte)
    R. Strauss (1864-1949) – Lieben, Hassen, Hoffen, Zagen (Ariadne auf Naxos)
    C. Gounod (1818-1893) - Avant de Quitter (Faust)
    E. W. Korngold (1897-1957) – Mein Sehnen, Mein Wähnen (Die Tote Stadt)
    C. L. Sjöberg (1861-1900) - Tonerna
    M. Schrader (1894-1934) - I de lyse Nætter

 

DFOV-matiné den 11. februar kl. 16 med Emma Oemann

Til denne matiné, der også holdes i foyeren på Den Fynske Opera, bliver det mezzosopranen Emma Oemann, der synger akkompagneret af Britt Krogh Grønnebæk. Nærmere præsentation i nyhedsbrevet for januar kvartal.

 

DFOV-Matiné er gratis for medlemmer af DFOV

Som allerede berettet er det gratis for medlemmerne at deltage i de planlagte DFOV-Matinéer. Ikke-medlemmer, der ønsker at overvære en matiné skal betale 100 kr. i entré. Det samme gælder for medlemmernes eventuelle gæster. Billetter til matinéerne skal bestilles/købes på mailadressen formand@dfov.dk. Det er nødvendigt, fordi matinéerne foregår i foyeren på Den Fynske Opera, hvor der er begrænset plads.

 

Generalforsamling 2024 den 26. marts

Næste år finder generalforsamlingen og den efterfølgende Operafest med spisning og underholdning sted i Den Fynske Opera tirsdag den 26. marts 2024. Det er til general-forsamlingen, der kan stilles forslag om aktiviteter, og det er også på generalforsamlingen interesserede medlemmer kan blive opstillet til medlemskab af bestyrelsen. Mødeindkaldelse og dagsorden vil blive bragt i nyhedsbrevet for januar kvartal 2024.

 

Nye medlemmer

Siden seneste nyhedsbrev har vi fået pænt med nye medlemmer, men vi er stadig langt fra det antal medlemmer, vi havde før Corona-tiden. Det gælder fortsat, at indmeldelse og betaling af årskontingent på 175 kr. i andet halvår 2023 samtidig vil gælde som kontingentbetaling for 2024. Opfordr derfor venner og bekendte til at blive medlem af DFOV.

 Klik ind på DFOV’s hjemmeside, www.dfov.dk, hvor I kan vise interesserede, hvad foreningen står for, og hvordan man kan blive meldt ind - og vis dem fordelene ved medlemskab.

 

Oktober kvartal på Den Fynske Opera

Erwartung/The Telephone den 14.-24. oktober

med Anna Carina Sundstedt og Joachim Knop

To operaer, to sprog, to musikalske udtryk på én aften! For første gang opføres de to meget forskel-lige operaer 'Erwartung' af Arnold Schönberg og 'The Telephone' af Giancarlo Menotti i forlængel-se og forbindelse med hinanden som ét samlet værk. Schönbergs symbolik og ekspressionisme fra det dystre mareridt i 'Erwartung' overføres til Menottis umiddelbart humoristiske 'The Telephone', og derigennem skabes en samlet fortælling. Hver opera varer kun ca. 25 minutter, men når de sæt-tes sammen, sker der en forvandling, hvor de forstærker og fortolker hinanden på en helt ny måde. 

Forestillingen er instrueret af Ida Michael Kiberg. Danske overtekster.

 

Unge sangere den 26. oktober kl. 16.00

Denne eftermiddag skal vi opleve en skøn koncert med vinderne af talentkonkurrencen 'Unge Sangere 2023': sopran Thea Adolph Jensen, tenor Thor Huttunen og tenor Søren Frandsen. De akkompagneres af pianist Erik Kaltoft. Sangerne er vidt forskellige men alle meget dygtige, og de har i konkurrencen spændt bredt fra Brahms over Britten til Andrew Lloyd Webber og Phil Collins. Det bliver uden tvivl en skøn eftermiddag!

 

Operapub den 3. november kl. 17.00

Operapub er klassiske sangeres svar på karaoke – Studerende, glade amatører og professionelle sangere – kom og syng! Alle aldre og niveauer er velkomne! Til 'Operapub' er det lysten, der tæller - ikke evnen. Den Fynske Opera stiller en pianist til rådighed, som man kan øve med en time før på dagen, og så er der mulighed for at stille sig op på vores hyggelige foyerscene og optræde med den sang/arie, man altid har drømt om at synge.

Der er gratis entré! Men bestil en billet, så der er styr på antallet!

 

Julekoncert den 8. december kl. 18.00 i Ansgars Kirke

Traditionen tro skal vi naturligvis have en stemningsfuld julekoncert, som igen i år finder sted i Ansgars Kirke i Odense. Denne aften synger sopran Ida Johanne Wahl, sopran Katinka Bohse Meyer og baryton Alexander Fjord Nielsen julen ind akkompagneret af pianist Britt Krogh Grønnebæk, og med dette hold bliver det med garanti en aften fuld af skøn musik og godt selskab. 

 

Billetter til Den Fynske Opera/DFOV kampagnekode

Billetter kan købes på operaens hjemmeside www.denfynskeopera.dk. Man kan ringe og få hjælp - tirsdage kl. 14.00-16.00 og torsdage kl. 17.00-19.00 på telefon 2896 4859. Fysisk fremmøde i Den Fynske Operas foyer - tirsdage kl. 12.00-14.00

 Medlemmer af DFOV opnår rabat ved køb af billetter i løssalg (50 kr.) og årskort (100 kr.) til Den Fynske Opera. Ring til Den Fynske Opera på telefon 2896 4859 for bestilling/fornyelse af årskort.

 Kampagnekoden til bestilling af løssalgsbilletter med medlemsrabat er: dfovrabat.