NYHEDSBREV JANUAR 2024

Alle medlemmer af DFOV ønskes et godt nytår, og vi takker for opbakningen til foreningen i det forløbne år. Vi glæder os til at præsentere jer for spændende nyheder i 2024.

Indkaldelse til generalforsamling

Hermed indkaldes til foreningens generalforsamling tirsdag den 26. marts 2024 kl. 17.30 i foyeren på Den Fynske Opera.

 Valg af dirigent

  1. Godkendelse af dagsorden 
  2. Aflevering og godkendelse af bestyrelsens beretning 
  3. Aflevering og godkendelse af bestyrelsens reviderede regnskab 
  4. Orientering om foreningens budget, herunder fastsættelse af kontingent 
  5. Orientering fra Den Fynske Opera
  6. Behandling af indkomne forslag, som skal være bestyrelsen i hænde senest 14 dage inden generalforsamlingen
  7. Valg af bestyrelse. Bestyrelsen består af 5 medlemmer, som alle vælges på generalforsamlingen. Bestyrelsens medlemmer vælges for en periode af 2 år. Endvidere vælges en 1. og en 2. suppleant for en periode på 2 år.  Genvalg kan finde sted. 

   På valg i år er:

     Ulrik Hedegaard, som ikke ønsker genvalg

     Birgit Richardt

     Jens Erik Kornbech

     Suppleant: Peter Sigmund.   

  1. Valg af revisorer:  Poul Foss Michelsen og Erik Rahn Jensen. Revisorsuppleant: Hanne Dyhr.  
  2. Eventuelt

 

Operafest med spisning kl. ca. 18.30

Umiddelbart efter generalforsamlingen er der dækket op til Operafest i salen. Underholdningen til operafesten forestås i år af fire unge sangere fra Syddansk Musikkonservatorium akkompagneret af Britt Krogh Grønnebæk. Som sidste år er det Alexander Fjord Nielsen (modtager af Lars Waage Prisen 2023), der koordinerer sangere og program. Det bliver med kendte high lights fra operaer af Mozart, Bizet m. fl. tre gange à 10-15 minutter i løbet af aftenen. Og når de ikke synger, hjælper de med afrydning af borde. Steffen fra DFO står for vin-, øl- og vandsalg.

 I år kommer maden fra Allégårdens Slagter, som leverer charcuterifade, der byder på varmrøget laks, Milanospegepølse, røget okseinderlår, nøddepaté, skaldyrssalat, to slags ost, valnødder, oliven, aioli, cornichon, mangokompot, brød, kiks og smør.

Pris for deltagelse i Operafesten er uændret på 250 kr. pr. person. Tilmelding til Operafesten med spisning sker ved indbetaling af 250 kr. pr. person senest fredag den 2. februar på konto 2680 – 0120 818 236 eller MobilePay 188943 – gerne sammen med kontingentet - se nedenfor.

 

Kontingent for 2024

Kontingentet for 2024 er 175 kr. pr. medlem. Kontingentet kan betales ved overførsel til

konto 2680 - 0120 818 236 eller på MobilePay 188943 (anfør venligst navn i “Tilføj kommentar” rubrikken). Sidste frist for indbetaling af medlemskontingent er fredag den 2. februar 2024. Vi udsender ikke længere medlemskort, idet de aldrig anvendes. Vi har en ajourført liste over medlemmerne. 

Betaling for deltagelse i Operafesten i forbindelse med generalforsamlingen den 26. marts kan foretages sammen med kontingentbetalingen. Betalingen er samtidig tilmelding:

Betaling 1 person:     Kontingent = 175 kr. Kontingent+Operafest = 425 kr.

Betaling 2 personer:  Kontingent = 350 kr. Kontingent+Operafest = 850 kr.

 

DFOV-Matiné med mezzosoprain Emma Oemann

Søndag den 11. februar kl. 16.00 holder vi DFOV-Matiné i foyeren på Den Fynske Opera. Denne gang har vi inviteret Emma Oemann, og hun bliver akkompagneret af Britt Krogh Grønnebæk.

Emma Oemann er uddannet ved The Royal Conservatoire of Scotland og fra solistklassen ved Syddansk Musik­konser­vatorium. Siden 2009 har Emma ofte sunget på Den Fynske Opera, bl.a. som hovedrollen i Ravels L’enfant et les sortilèges (2014), og som titelrollen i Rossinis Askepot (2020), hvor hun modtog Lars Waage Prisen for en talentfuld, kunstnerisk præstation ud over det sædvanlige. Gennem årene har Emma sunget adskillige koncerter på DFO, og i de senere år også flere operaroller, bl.a. Jezibaba i Rusalka (2022). I indeværende sæson kan hun bl.a. opleves som Prins Orlofsky i Flagermusen på DFO.

 Emma har sunget roller hos GuidOpera/Helsingør Kammeropera, Den Åbne Opera, Opera Nordsjælland, Operativet, Den Sydfynske Opera Festival, Operaen i Midten og flere andre steder. Hun har også sunget med Det Kongelige Operakor, Den Jyske Operas Kor og gentagende gange med Odense Symfoniorkester. Emma er initiativtager og booker for turnéoperaen De Tre Tanter for børn ned til tre år, hvori hun spiller rollen som Tante Lilla.

 Emma har valgt dette program til matinéen:

  1. Strauss (1825-1899) - Couplets (Flagermusen)

W.A. Mozart (1756-1791) - I som må kende (Figaros Bryllup)

  1. Ravel (1875-1937) - Toi, le chœur de la rose (L'enfant et les sortilèges)
  2. Ravel (1875-1937) - Le Paon
  3. Schumann (1810-1856) - Waldesgespräch
  4. Donizetti (1797-1848) - Il segreto per esser felici (Lucrezia Borgia)

Pause

  1. Schubert (1797-1828) - Was bedeutet die Bewegung
  2. Mendelssohn (1809-1847) - Was bedeutet die Bewegung
  3. Massenet (1842-1912) - Va! Laisse coulers mes larmes (Werther)
  4. Mascagni (1863-1945) - Fior di giaggiolo (Cavalleria Rusticana)
  5. Bizet (1838-1875) - Les tringles des sistres (Carmen)
  6. Reesen (1887-1964) - De Spanske Piger (Farinelli)

 

DFOV-Matiné med tenor Gustav Wenzel Most

Søndag den 28. april kl. 16.00 inviterer vi til matiné med tenoren Gustav Wenzel Most i foyeren på Den Fynske Opera. Gustav studerer i Wien, og på Den Fynske Opera sang han ved Fællessang i Gaden i forbindelse med H.C. Andersen festivalen, og til maj medvirker han i Flagermusen. Gustav akkompagneres af Valdemar Wenzel Most.

For medlemmerne er det gratis at deltage i de planlagte DFOV-Matinéer. Ikke-medlemmer, der ønsker at overvære en matiné skal betale 100 kr. i entré. Det samme gælder for medlemmernes eventuelle gæster. Billetter til matinéerne skal bestilles/købes på mailadressen formand@dfov.dk. Det er nødvendigt, fordi matinéerne foregår i foyeren på Den Fynske Opera, hvor der er begrænset plads.

 

Mød den nye kunstneriske leder, Eva-Maria Melbye

Som tidligere beskrevet har Den Fynske Opera fået ny kunstnerisk leder, og DFOV har i den forbindelse spurgt Eva-Maria Melbye om hendes planer og ønsker.

 Mit ønske er at åbne ind til operaens og operaproduktionens “maskinrum”, så publikum, hvis de ønsker, kan få et større indblik i, hvordan forestillingerne bliver til og derved føle sig mere delagtige og medejere inden produktionerne har premiere. Tiden, hvor vi kan forvente, at folk køber billet, fordi vi tilbyder en opera, er nok om ikke forbi - så på pause, siger Eva-Maria Melbye.

 Derfor vil vi i anden del af denne sæson præsentere et format, hvor vi får indblik i dirigentens arbejde med sanger og pianist (16. marts). Senere vil andre skabende nøglepersoners arbejde være i fokus: scenografi, kostumer, iscene-sættelse, komponist, sangere etc. Vi kommer også til at lave en iscenesat koncert med Andrea Pellegrini (22. og 23. marts), fortsætter den nye kunstneriske leder.

 Samtidigt arbejder jeg på en strategi med fortsat samarbejde med Syddansk Musikkonser-vatorium og muligt samarbejde med Odense Symfoniorkester, Byens Museum, Copenhagen Operafestival, Aalborg Operafestival, Piteå Kammeropera, Dynamo og Den Ny Opera. Bl.a. vil vi forsøge at samarbejde med Den Ny Opera og Operaen i Midten om børneforestillinger.

 

Januar kvartal på Den Fynske Opera

Nytårskoncert den 7. januar kl. 16.00

Den Fynske Opera fejrer nytåret denne eftermiddag med en pragtfuld og festlig Nytårskoncert fuld af skønne operahits. Vi får selskab af sopran Anna Carina Sundstedt, sopran Kiki Brandt og baryton Joachim Knop, som akkompagneres af pianist Britt Krogh Grønnebæk, og som uden tvivl vil berige os med skøn musik og fantastisk humør

 Til Nytårskoncerten skal vi høre både opera og operette af elskede og populære komponister – men der vil også være enkelte overraskelser i programmet, som kan lyse op på selv den mørkeste januar-dag.

 

Marionet den 1., 2. og 3. marts

'MARIONET' er en spritny bohemisk ungdomsmusical, der er skabt og fremført af Odenses unge. Musicalen sætter gang i lattermusklen og tager publikum gennem hele følelsesspektret, når vi følger den unge Orlena i undergrundsverdenen. Se mere på operaens hjemmeside.

 

Bagscenen den 16. marts kl. 16.00

Dette er Den Fynske Operas første arrangement i serien 'Bagscenen', hvor vi ønsker at byde publikum med ind bag forhænget. Mezzosopran Stina Schmidt og dirigent Maria Badstue gæster Den Fynske Opera med workshoppen 'Styr & Stem i'. Publikum får et unikt indblik i, hvad der sker i mødet og samarbejdet mellem en professionel sanger og en professionel dirigent. Sammen udforsker vi, hvad det vil sige at lytte til os selv og hinanden, og hvordan vi oplever det fælles rum, vi skaber. Der vil være højt humør og også en grad af inddragelse af publikum i denne spændende workshop.

 

Hvorfor er lykken så lunefuld den 22. og 23. marts

“Hvorfor er lykken så lunefuld” synes at være overskriften på Karen Jønssons korte liv, og det er en sang, som mange stadig kender, synger og husker efter snart 100 år. Karen Jønsson blev kun 33 år. For første gang kædes Karen Jønssons sange og livsdrama sammen til musikdramatik, når sangene tages ud af datidens swing og ind i en klassisk tolkning, hvor de re-arrangeres til lieder og arier for akkordeon og mezzosopran. I denne medrivende og nostalgiske iscenesættelse bygger akkordeonist Julie Holmegård Schade lydlig bro mellem det folkelige og finkulturelle i et tæt samarbejde med den efterspurgte og dygtige mezzosopran Andrea Pellegrini.

 

Billetter til Den Fynske Opera

Billetter kan købes på operaens hjemmeside www.denfynskeopera.dk. Man kan ringe og få hjælp - tirsdage kl. 14.00-16.00 og torsdage kl. 17.00-19.00 på telefon 2896 4859. Fysisk fremmøde i Den Fynske Operas foyer - tirsdage kl. 12.00-14.00. 

Medlemmer af DFOV opnår rabat ved køb af billetter i løssalg (50 kr.) og årskort (100 kr.) til Den Fynske Opera. Ring til Den Fynske Opera på telefon 2896 4859 for bestilling/fornyelse af årskort. 

Kampagnekoden til bestilling af løssalgsbilletter med medlemsrabat er: dfovrabat.